Møbelpolstrer uddannelsen

Som møbelpolstrer skal du kunne se muligheder og være god til at kombinere stil, form og farver. Du er kreativ og kan se udfordringen i at være med til at udvikle nye møbler og give gamle møbler nyt liv. Fingerfærdighed, gode armkræfter og fantasi til at forestille sig det færdige resultat er også vigtige egenskaber.

 

Med en uddannelse som møbelpolstrer får du et spændende og alsidigt job, hvor du både arbejder med hovedet og hænderne, og hvor det er vigtigt, at du kan lytte til og gennemskue kun-
dens ønsker. Du skal også kunne rådgive kunder om valg af stoffer og steltyper, og du skal kunne tilpasse møblet til kundens særlige behov.

Møbelpolstrerens arbejdsområde består af en række forskellige aktiviteter.
I den traditionelle møbelpolstring arbejder du med møbler, som man lavede dem i gamle dage med enkeltstående; fjedre, blår, kokos og krølhår.

I den industrielle møbelpolstring består dit arbejde i at polstre møbler med skum og plastmaterialer. Du kan også få et tæt samarbejde med møbeldesignere om at udvikle nye møbler.

Er det restaurering af gamle og måske antikke møbler, der interesserer dig mest, kan det også blive dit fremtidige arbejde. Eller du kan vælge at specialisere dig og f.eks. arbejde med møbler til handicappede.

Mulighederne er mange – og møbelpolstrere kan både arbejde på industriværksteder, på mindre værksteder eller som selvstændige.


Uddannelsen:

Uddannelsen veksler mellem praktik i en virksomhed og skoleophold, som foregår på Skive Tekniske Skole, som er den eneste skole i Danmark, som tilbyder hele uddannelsen.

Uddannelsen veksler mellem praktik i en virksomhed og skoleophold, som foregår på Skive Tekniske Skole, som er den eneste skole i Danmark, som tilbyder hele uddannelsen.
Københavns Tekniske Skole tilbyder grundforløbet.

På grundforløbet får du en generel introduktion til faget, og du får mulighed for at snuse til de beslægtede fag, som du måske vil stifte bekendtskab med under din videre uddannelse eller i dit fremtidige arbejde.

Undervejs i dit praktikforløb bliver du indkaldt til skoleophold, hvor du får mulighed for at lære de dele af faget, som du måske ikke møder så tit i din praktikvirksomhed.

 

Hvor lang tid tager uddannelsen:

Uddannelsen til møbelpolstrer tager 4 år, hvoraf de 50 uger foregår på skole.

 

Vær opmærksom på:

Du skal have en praktikplads eller en kvoteplads for at begynde på uddannelsen.

Få mere at vide på:

Skive Tekniske Skole
Kongsvingervej 1
7800 Skive
Tlf. 9914 9200
E-mail: sts@skivets.dk

Gå til afdelingens hjemmeside