Ædelsmed uddannelsen

Som ædelsmed arbejder du med guld, sølv og platin og du ved, hvordan man tegner og laver for eksempel smykker, kander og fade. En vigtig del af arbejdet går ud på at rådgive kunden om valg af ædelmetal, form og design. Det kræver, at du hele tiden følger moden og de nyeste teknikker.

 

Uddannelsen:

Uddannelsen veksler mellem skole og praktik. På skolen får du undervisning i fag som bearbejdning, illustration, formgivning og tegning samt iværksætteri og innovation. Derudover lærer du om salg, kundeservice og vejledning.
Uddannelsen til ædelsmed giver en grundlæggende viden om metallers egenskaber, og du lærer at bruge de rigtige værktøjer og maskiner til arbejdet. Alt efter din praktikpladsaftale og interesser kan du afslutte uddannelsen med bestemte specialer. Du kan blive guldsmed, butiksguldsmed, korpussølvsmed, bestiksølvsmed, ædelmetalstøber, ædelstensfatter og ciselør.

 

Guldsmeden:

fremstiller smykker i guld, sølv, platin og andre materialer.

 

Butiksguldsmeden:

udfører lettere reparationer og vejleder kunder i forbindelse med salg af smykker.

 

Korpussølvsmeden:

fremstiller brugsgenstande i sølv som for eksempel skåle, fade, lysestager og kaffekander.


Bestiksølvsmeden:

fremstiller knive, gafler og skeer mm.

 

Ædelmetalstøberen:

fremstiller forme til støbning af smykker i ædle metaller.

 

Ædelstensfatteren:

sætter sten fast i smykker.

 

Ciseløren:

hamrer og trykker udsmykninger i skåle, fade og lysestager mm. Ligegyldigt hvilket speciale du vælger, skal du besidde teknisk og kreativ snilde.

 

Hvor lang tid tager uddannelsen:

Uddannelsen til butiksguldsmed tager 1 år og 6 måneder, hvoraf 28 uger foregår på skole. Uddannelsen til ædelmetalstøber tager 2 år med 32 uger på skole, ædelstensfatter tager 2 år og 6 måneder med 39 ugers skoleophold mens uddannelsen til guldsmed, korpussølvsmed, bestiksølvsmed og ciselør alle tager 4 år med 45 uger på skole.

 

Vær opmærksom på:

Du skal have en praktikplads eller en kvoteplads for at kunne begynde på uddannelsen.

 

Få mere at vide på:

Københavns Tekniske Skole
Tuborgvej 177
2400 København NV
Tlf. 3586 3286
E-mail: tuborgvej@kts.dk
Gå til afdelingens hjemmeside